Spring til indhold

Verdensmål og seksuelle rettigheder i spil på Ungdommens Folkemøde

29.08.2019  15:02
Hvad er verdens sande tilstand? Og hvordan får vi de voksne med på at leve bæredygtigt? Det er nogle af de spørgsmål, som unge kommer til at diskutere og svare på hos Udenrigsministeriets og EU-kommissionens stand på Ungdommens Folkemøde.

Når Ungdommens Folkemøde d. 5. og 6. september bliver afholdt i Valbyparken, er Udenrigsministeriet og EU-kommissionen med – med fokus på FN’s verdensmål.

30.000 unge fra hele Danmark deltager på Ungdommens Folkemøde, hvor de kan møde tidens mest aktuelle meningsdannere, politikere og kulturpersonligheder, foruden et væld af organisationer, partier, græsrødder, tænketanke og virksomheder.

I Udenrigsministeriet og EU-Kommissionens stand kan man blandt andet møde Udviklingsminister Rasmus Prehn.

Er man til brætspil kan man udfordre vennerne i spillet ’Verdensborgeren – verdens mål i spil’, hvor man bliver klogere på, hvordan og hvor man kan skabe forandringer, hvis man vil gøre verden til et bedre sted. 

Om fredagen er det Rasmus Prehn, der er gamemaster, og sammen med Danmarks ungedelegater og Nyt Europa, skal han bedømme, hvem der er kommet frem til den bedste løsning på at nå et eller flere verdensmål.

Ligeledes fredag er der Sex Jeopardy, som kan give et smil på læben og måske endda et godt grin, når vi dyster i kategorier som ”den første gang”, ”det kan da ikke passe” og ”sex i dag”. Udviklingsminister Rasmus Prehn styrer atter slagets gang og holdkaptajner er Marie My Warborg Larsen, den ene af Danmarks ungedelegater til FN og Martin Xaver Dover, bestyrelsesmedlem i Sex og Samfund.

Endelig prydes Udenrigsministeriets og EU-Kommissionens stand af en kæmpemæssig interaktiv væg om verdensmålene.

Her kan man lære om verdensmålene, og om hvordan Europa arbejder for at forandre millioner af menneskers liv verden over. Man kan quizze, blive fotograferet i en photobooth, tegne sit yndlingsverdensmål, afprøve konsekvens-knappen og nedskrive et løfte om, at man vil arbejde for at gøre verden til et bedre sted under kampagnen #2030isnow. Der er flotte verdensmåls-goodies på højkant.

Det er bare nogle af højdepunkterne på to spændende dage, hvor der også skal quizzes om verdens sande tilstand og findes svar på, hvordan man kan skubbe på den bæredygtige udvikling og få de voksne til at tage mere ansvar.

Ungdommens Folkemøde er åbent for alle. Det er gratis, og man behøver ikke tilmelde sig på forhånd. Man kan dog tilmelde sig de enkelte arrangementer på Facebook.

Se det fulde program her: https://www.facebook.com/events/451028955492226/

Se mere om ’Verdensborgeren – verdens mål i spil’ her: https://www.facebook.com/events/2416120435333989/

Se mere om Sex Jeopardy-arrangementet her: https://www.facebook.com/events/861824194203436/