Spring til indhold

Fra klimavisioner til klimahandlinger – Hvordan kan den private sektor bidrage til de globale klimaudfordringer?

08.08.2019  15:26
Som optakt til FN’s klimatopmøde i september vil Global Compact Network Denmark og Udenrigsministeriet gerne invitere dig til at deltage i arrangementet "Fra klimavisioner til klimahandlinger – Hvordan kan den private sektor bidrage til de globale klimaudfordringer?", der stiller skarpt på de danske virksomheders klimaindsats og arbejde med initiativet Science Based Targets – målsætninger i tråd med Parisaftalen.

 

 

Klimakrisen er vor tids største udfordring, og FN’s klimapanel (IPCC) beretter om seriøse konsekvenser, hvis den globale temperatur stiger over 1,5˚C. Alle vil blive påvirket af klimaforandringerne, men verdens fattigste lande står til at blive hårdest ramt. Selvom vi har set fremskridt på klimaområdet er det vigtigt, at alle sektorer i samfundet – inklusiv virksomhederne – samarbejder på det nationale og internationale plan for at sikre en vedvarende nedbringelse af drivhusgasudledningen igennem konkret handling. Når FN’s Generalsekretær inviterer til klimatopmøde 23. september 2019 er instruktionen til verdens ledere - offentlige som private - derfor klar: kom ikke med en tale, kom med en plan. Dansk erhvervsliv har allerede stærke grønne kompetencer og visioner, og spiller en central rolle i den grønne omstilling. Men hvordan kan virksomhederne omstille og tilpasse sig, og hvordan kan partnerskaber, innovation og sektortilgange bidrage til at nå målsætningerne og også sikre resultater der, hvor klimaforandringerne rammer hårdest i udviklingslandene? Det vil vi diskutere den 30. august 2019 – så sæt kryds i kalenderen.

Du kan læse mere om baggrunden for arrangementet og se programmet på Global Compact Denmarks hjemmeside.