Spring til indhold

Rejsevejledning - Jordan

Rejsevejledning gældende fra: 21.03.2020
Fold alle afsnit udFold alle afsnit sammen

Generel anbefaling

Vi fraråder alle ikke-nødvendige rejser til hele verden, herunder Jordan. Det gør vi, fordi mange lande i øjeblikket indfører omfattende restriktioner med kort varsel for at forebygge smittespredning med coronavirus/COVID-19. Restriktioner omfatter i flere lande ind- og udrejserestriktioner, udgangsforbud o. lign.

Den danske ambassade i Beirut har de seneste oplysninger på sin hjemmeside om myndighedernes restriktioner i Jordan og mulighederne for at rejse hjem til Danmark. Flere fly-, færge-, bus-, og togforbindelser bliver aflyst eller indstillet. Det kan gøre det meget svært at komme hjem til Danmark. Ambassadens hjemmeside opdateres løbende.

Alle danskere, der i øjeblikket rejser i udlandet og ønsker at komme hjem, opfordres derfor til at gøre det nu. Du bør undersøge mulighederne for at udrejse i dialog med dit rejse-, fly- og/eller forsikringsselskab.

Denne opfordring gælder ikke for danskere, der er fastboende i udlandet. Har du din hverdag i udlandet, er opfordringen, at du følger anbefalinger og anvisninger fra lokale myndigheder.

Du bør følge de lokale myndigheders anvisninger og løbende holde dig opdateret om udviklingen via ambassadens hjemmeside, de lokale myndigheder og nyhedsmedier.

Danske grænser vil ikke blive lukket for danske statsborgere eller andre personer, der bor i Danmark.

Du bør følge Sundhedsstyrelsens råd. Du kan også læse mere om udviklingen i COVID-19 i udlandet hos Statens Serum Institut.

Du kan læse mere om danske myndigheders tiltag på www.coronasmitte.dk.

Hvis du rejser til Jordan, bør du til enhver tid være opmærksom på din personlige sikkerhed pga. risikoen for terror.

Der kan være voldelige uroligheder, skudepisoder og selvmordsbomber på grænsen mod Syrien og Irak. Der er flygtningelejre i grænseområdet. Du bør have helt særlige grunde til at rejse dertil.

Risiko for terror

Der er middel risiko for terror i Jordan.

I 2017 har der ikke været terror handlinger i Jordan bortset fra i flygtningelejren i Rukban.

I 2016 var der flere terror handlinger især rettet mod lokale sikkerhedstyrker. De fleste fandt sted i grænseområdet til Syrien. Under et skyderi mod jordanske sikkerhedsmyndigheder i Baqa’a nord for Amman i juni 2016, blev fem mennesker dræbt.

I november 2016 blev to amerikanske militærfolk dræbt i Maan distriktet.

I december 2016 blev ti dræbt under skyderi i Karak, bl.a. en canadisk turist, og en bombeeksplosion fandt sted i Rukban ved grænsen til Syrien med 20 dræbte.

De jordanske myndigheder har sammen med turistattraktioner og hoteller gjort en stor indsats for at forbedre sikkerheden, fx i Aqaba. Vær dog særlig opmærksom i centrum af Amman.

Terrorister vil kunne forsøge at gennemføre terrorangreb. Angreb vil kunne ske uden varsel på steder, der bliver besøgt af turister. Det kan fx være ved offentlige bygninger, turistattraktioner, indkøbscentre, markeder, trafikknudepunkter, hoteller, restauranter, caféer, natklubber og barer. Det kan også være, hvis du færdes alene i øde områder af landet.

Læs mere om hvordan du bør forholde dig, hvis du rejser til lande med terrorrisiko.

Kriminalitet

Den generelle risiko for kriminalitet i Jordan er lav. De lokale sikkerhedsmyndigheder er meget opmærksomme på turisters sikkerhed.

Sexchikane og overgreb mod kvinder sker. Kvinder bør ikke køre alene i taxa uden for Amman. Det gælder også i Amman, når det er mørkt.

I nattelivet bør du selv købe dine mad- og drikkevarer og altid holde dem under opsyn. Der er risiko for at der bliver tilsat bedøvende stoffer. Du kan blive udsat for tyveri og/eller overgreb.

Hvis du benytter wifi fra åbne netværk, fx i lufthavne, på caféer og på hoteller, kan du risikere at blive mål for hacking. Læs mere om IT-sikkerhed på rejsen.

Andre sikkerhedsrisici

Jordan ligger i en region med mange konflikter. Sikkerhedssituationen kan hurtigt ændre sig.

Der er risiko for demonstrationer og uroligheder. Både i Amman og i byerne Maan og Zarqa. Du bør være ekstra forsigtig og altid holde dig på afstand.

Det gælder overalt i Jordan at du bør holde dig på afstand af opløb og demonstrationer. Vi anbefaler, at du holder dig opdateret om den aktuelle sikkerhedssituation via de lokale myndigheder, nyhedsmedierne og dit rejsebureau.

Tag ikke alene på ture i bjergområder eller ørken. Du bør kun anvende anerkendte firmaer og guider med lokalkendskab og erfaring med den type af tur, du skal på fx trekking, kamel-ture osv. Overvej muligheden for at tage af sted i en større gruppe.

Du bør altid følge de lokale myndigheders anbefalinger.

Naturkatastrofer

Der er risiko for jordskælv i Jordan.

Læs mere om risikoen for naturkatastrofer.

Transport

Du bør være meget forsigtig i trafikken. Der sker mange alvorlige ulykker. Veje og biler er ofte i dårlig stand, og du kan ikke regne med, at færdselsreglerne overholdes.

Du bør undgå kørsel uden for de større byer, når det er mørkt.

Vi anbefaler, at du kun kører med autoriserede taxaer. Du bør ikke tage imod tilbud om at køre med fremmede.

Jordan har få, men generelt gode hovedveje. Vær opmærksom på om din rute går igennem områder med uroligheder.

Lokale love og sædvaner

Når du rejser i Jordan, er du underlagt jordansk lovgivning. Regler og procedurer kan afvige meget fra de danske. Straffene kan være højere.

Behandlingen af din sag ved domstolene kan være langtrukken og bureaukratisk. Du risikerer, at du ikke må rejse ud af landet, før sagen er afgjort.

Forholdene i fængslerne kan være meget vanskelige.

Besiddelse af alle former for narkotika, selv i små mængder, er strengt forbudt og straffes hårdt.

Det er forbudt at drikke alkohol på offentlige steder.

Du må ikke fotografere eller filme sikkerhedsmyndigheder, offentlige bygninger og militære anlæg. Hvis du gør det, risikerer du at blive anholdt og straffet med bøde eller fængsel.

Homoseksualitet er ikke ulovligt. Fysiske kærtegn mellem homoseksuelle på offentlige steder tolereres dog normalt ikke. Du kan risikere anholdelse efter andre love.

Særligt om indrejse og ophold

Se afsnittet Generel anbefaling.

Danmark hjælper danske statsborgere og andre personer med fast ophold i Danmark.

Hvis du har dansk-jordansk dobbelt statsborgerskab, siger folkeretten, at du som jordansk statsborger som udgangspunkt ikke kan få dansk beskyttelse (konsulær hjælp) over for Jordan, hvis Jordan ikke går med til det.

Hvis du har dansk-jordansk dobbelt statsborgerskab og gerne vil rejse til Jordan, skal du på forhånd nøje overveje, om der er forhold i relation til de jordanske myndigheder, der gør, at du ikke bør rejse. Det kan fx være ikke-afsonede straffedomme eller værnepligt, der ikke er aftjent, eller stempler i dit pas.

Hvis du bliver anholdt, har du som dansk statsborger krav på at komme i kontakt med en dansk ambassade eller et dansk konsulat. Bed om at den danske ambassade eller det nærmeste danske konsulat bliver informeret straks.

Hvis du har dansk-jordansk statsborgerskab eller statsborgerskab i et andet land i regionen kan du blive indkaldt til samtale hos den jordanske efterretningstjeneste General Intelligence Department (GID).

Indrejse kan blive nægtet, hvis du har store kontantbeløb på dig.

Du skal altid kunne vise gyldigt billed-ID. Du bør altid have dit pas eller en kopi af dit pas på dig. Opbevar en kopi eller selve passet et sikkert sted.

Læs mere om pas- og visumregler.

Sundhedsforhold

Se afsnittet Generel anbefaling.

Du kan finde information om sundheds- og sygdomsforhold hos Statens Serum Institut eller Sundhedsstyrelsen. Du kan også spørge din praktiserende læge og på vaccinationsklinikker.

Læs om hvordan du får din medicin med på rejsen.

Offentlige hospitaler og lægehjælp i Jordan kan være af ringe standard især uden for de store byer. Der findes gode privathospitaler i de større byer.

Akut læge- og ambulanceassistance er begrænset.

Rejseforsikring

Vi opfordrer dig til at tegne en privat rejseforsikring, før du rejser til Jordan.

I Jordan er du hverken dækket af det gule sygesikringsbevis eller det blå EU-sygesikringsbevis.

Læs mere om rejseforsikringer.

Kontakt

Du kan finde kontaktoplysninger til den danske ambassade (p.t. Beirut) og til danske konsulater i Jordan.

Du kan altid kontakte Udenrigsministeriets Globale Vagtcenter 24/7, hvis du har spørgsmål eller er kommet i en nødsituation i udlandet.

Du kan også downloade vores gratis app Rejseklar og tilmelde dig Danskerlisten, så modtager du information direkte fra os, hvis der opstår en krise eller lignende i Jordan under din rejse.

Mere information

Før du rejser, kan du evt. kontakte Jordans ambassade i Danmark, p.t. Berlin, for yderligere information.

Læs rejsevejledninger fra andre landes udenrigsministerier.

Dato for seneste opdatering

Rejsevejledningen for Jordan er senest opdateret den 21. marts 2020 kl. 20:52 med redaktionelle ændringer i afsnittet Generel anbefaling. Der er ikke foretaget ændringer i sikkerhedsniveauet.

Kort over Jordan

Hvor du rejser hen, er din egen beslutning og dit eget ansvar. Udenrigsministeriet kan ikke holdes ansvarlig for oplysningerne i rejsevejledningerne.

Rejsevejledning